En eventyrlig start på rejsen
Turen med færgen fra Hirtshals til Tórshavn blev nok den største positive overraskelse. Med to drenge lige under 10 år var jeg spændt på det. Jeg har selv altid godt kunnet lide færger og synes der er noget eventyr over det, og det var også helt igennem bare en virkelig god start på vores rejse. Især de udendørs spabade med udsigt til Atlanterhavets uendelige blå horisont, og den overdådige buffet, hvor man kan spise sig mæt i alt fra jomfruhummer til lammesteg og hjemmerørte salater, var favoritter.
Færgen er hyggeligt indrettet med historiske fotos og tekster på væggene, og det gav interessante snakke om at bo og leve anderledes. Da vi passerede Shetlandsøerne, og også kom tæt på små øer ved Norgeskysten, var der en smittende nysgerrig stemning på dækket. Folk stod med kikkerter og zoom linser på kameraerne, pegede ud i det fjerne og talte begejstret om det vi sejlede forbi.
Vi har selv boet alternativt i vores camper i over et år, men ikke været på en rigtig tur som denne før nu. Jeg tænker vi nok var lidt ekstra heldige med vejret. Det blev en meget rolig tur hele vejen.