Kør-selv program
Færøerne har en imponerende infrastruktur med de fleste hovedøer forbundet via asfalterede veje, broer og tunneller, herunder fire undersøiske tunneller. I alt er 90,8% af færingerne forbundet via vejnettet.
Start dagen med at besøge Saksun, ca. 45 minutters kørsel fra Tórshavn. Saksun ligger i naturskønne omgivelser for enden af en tidligere fjord. Besøg kirken og Dúvugarðar, en fredet bondegård fra 1600-tallet, som nu er et museum. Herefter kører du til Tjørnuvík, en hyggelig bygd omgivet af høje fjelde, hvor udsigten til stensøjlerne Risin og Kellingin er fantastisk. Husk at stoppe ved Fossá vandfaldet på vej tilbage fra Saksun. Fortsæt derefter til Gjógv, hvor du kan tage en spadseretur og besøge Gjáargarður Guesthouse for en let frokost eller en kaffepause. Efter Gjógv kører du til Funningur og videre til Elduvík, inden du returnerer til Tórshavn.
Tag færgen fra Sørvágur til Mykines, en tur på ca. 30 minutter. Bestil billetter i god tid. Mykines er kendt for sit rige fugleliv og naturskønne vandreture. Om sommeren bliver øen et populært feriemål med mange besøgende. For pladsreservation på færgen, besøg mykines.fo.
Kør fra Tórshavn til Klaksvík, enten 75,3 km via landevejen eller 41,4 km gennem Eysturoyartunnilin. Klaksvík er Færøernes næststørste by og byder på vandreture, kultur og shopping. Vi anbefaler en vandretur til fjeldet Klakkur for en storslået udsigt. Fra Klaksvík kan du også besøge Kunoy og Viðareiði, to smukke bygder. Tag bilfærgen til Kalsoy og se den berømte statue af sælkvinden i Mikladalur. For sejlplan og pladsreservation på færgen besøg på ssl.fo.
Kør til Gásadalur på øen Vágar og se det berømte Múlafossur vandfald. Fortsæt til Trælanípan ved Sørvágsvatn, hvorfra du kan nyde udsigten over de sydlige øer og vandfaldet Bøsdalafossur. Gåturens startpunkt er i Miðvágur, og der opkræves et vandregebyr (se mere på tralanipan.fo). På tilbagevejen kan du besøge Kvívík og de restaurerede udgravninger fra vikingetiden. Dagens højdepunkt er en sejltur til Vestmannabjergene, hvor du kan opleve Færøernes dramatiske natur og fugleliv. Bestil plads på puffin.fo.
Tag morgenfærgen fra Tórshavn til Tvøroyri, en sejltur på ca. to timer. Kør til Akraberg og se fyrtårnet fra 1909. Besøg Eggjarnar ved Vágur og Ruth Smiths kunstmuseum. Gåtur til Hvannhagi ved Tvøroyri anbefales også. Spis en let frokost eller nyd en kop kaffe på Café Mormor i Tvøroyri. For sejlplan og pladsreservation på færgen besøg på ssl.fo.
Brug en eller to dage på at udforske Tórshavn, verdens mindste hovedstad med meget at byde på. Besøg Færøernes Nationalgalleri, hvor det bedste af færøsk kunst vises frem. Nordens Hus er et kulturelt centrum med koncerter og udstillinger. Gå en tur i den gamle bydel á Reyni og ved Tinganes, hvor landsstyret holder til. Oplev Skansin, en historisk fæstning fra 1580. Shop i byens små butikker som Guðrun & Guðrun og Ullvøruhúsið, eller besøg caféerne Umami og Kaffihúsið ved havnen eller Panamé ved den gamle boghandel i centrum. Prøv også Tórshavns restauranter, som byder på gastronomi i verdensklasse. Prøv Heimablídni for en unik oplevelse, hvor du nyder traditionelle måltider med lokale værter.
Sandoy, den femtestørste af Færøernes øer, åbnede et nyt kapitel i sin historie, da den undersøiske Sandoyartunnilin erstattede færgeruten i december 2023. Nu venter denne naturperle på at blive opdaget af flere eventyrlystne rejsende. Øen lever op til sit navn "Sandøen" med sine sjældne sandstrande og karakteristiske klitter ved bygden Sandur - et særsyn på Færøerne. Det blødt kuperede landskab skiller sig markant ud fra Færøernes ellers så dramatiske fjelde og skaber perfekte forhold for både lette og længere vandreture gennem det varierede terræn.
I de hyggelige bygder finder du flere spændende museer, der levendegør øens rige kulturarv. Besøg kunstmuseet og bygdemuseet i Sandur, hvor lokale traditioner og kunsthåndværk præsenteres i autentiske rammer. Hver bygd på øen har sin egen fortælling at dele og sin særlige atmosfære at byde på. Tag en pause fra naturoplevelserne og nyd færøske specialiteter på de lokale caféer som Café Retro i Sandur, der byder på hjemlig hygge og god mad, eller Café Mølin i Skálavík, der serverer lette retter og friskbagte kager i charmerende omgivelser. Her mødes lokale og besøgende over en kop kaffe og hjemmebag, mens udsigten over det bølgende landskab nydes.